Tegnsprogstolk: #KickieApitzsch

Fortællingerne i serien “Nationens mareridt” er baseret på offentligt tilgængelige kilder, så som retdokumenter, interviews, dokumentarer, artikler og ligende. Enkelte dele af fortællingerne er dramatiseret af hensyn til formidlingen.

Moren der spiste sine børn: Et nybagt forældrepar har netop installeret en baby-alarm, da de modtager et uhyggeligt videosignal på alarmen: En dreng ligger bundet i en kælder og er tilsyneladende i stor fare. Signalet kan kun komme fra et hus i nærheden i det ellers meget rolige og trygge kvarter. Politiet ankommer, og så udrulles en af de værste sager i Tjekkiets historie.

Tjeneren der spiste sine ofre: Den sag du nu skal høre er fra Estland. En række bestialske mord sætter hovedstaden Tallinn på den anden ende. Tilsyneladende er der tale om tilfældige ofre uden forbindelse til hinanden. Og umiddelbart virker det som om, at motivet er simpel røveri. Der er dog den lille, men bizarre detalje, at ofrene mangler en del af deres krop.

Mor eller Morder: Dette er sagen om den mest forhadte kvinde i Australien. Det er historien om en mor der først gennemlever en forælders værste mareridt for så at befinde sig i en endnu værre situation da mistanken rettes mod hende. Er hun uskyldig mor eller morder? Nationen kommer i tvivl, da sagen pludselig peger i retning af en helt anden og meget berygtet sag fra to årtier før…

Djævlen og den mørke sky: The Dark Web. Det mørke net. For de fleste af os er det et mystisk sted, vi ikke rigtig kender til. Et sted vi hverken kan eller vil besøge. Dem der færdes på det mørke net, er anonyme. Fordi det de laver der, ikke tåler dagens lys. Fx planlægning af terror, identitetstyverier – eller mord på bestilling.Som det tilsyneladende er tilfældet i dagens afsnit, hvor en lille gudfrygtig familie går rundt i lykkelig uvidenhed om at der hænger en mørk sky over dem. En i familien optræder på en såkaldt kill list – og er i akut livsfare.

En splittet familie: En mand er i gang med sin morgenrutine. Han går ud på badeværelset og smider vand i ansigtet. Så ned i køkkenet, hvor han laver morgenmad mens han fixer nogle arbejdspapirer. På et tidspunkt går han ud og henter avisen som han lige skimmer inden han gør sig klar til at tage på arbejde. Men han når aldrig på arbejde. Manden er allerede død, han ved det bare ikke endnu.

En ven i døden: Denne gang skal du høre om en bizar sag med tre tragiske dødsfald i tre akter, lidt ligesom et skuespil, hvor alle spiller en rolle og hvor hovedrollen spilles af en stjerne sociopat.

Mord på Stribe: Washington D.C er en by med meget kriminalitet. Men den tredje oktober, 2002, bliver en særlig blodig dag. En række mord begået ganske kort tid efter hinanden skræmmer befolkningen. Der er en særlig uhyggelig form for seriemorder på spil og selvom ofrene i første omgang virker tilfældige er der måske en mening med galskaben.

Et liv i stykker: En lun juliaften i 1984 støder en hundelufter på nogle sorte plastiksække ved en rasteplads. Sækkene lugter af kød, der har ligget i varmen for længe. I poserne ligger resterne af en parteret kvinde. Der er ingen, der ved, hvem kvinden er. Og på det her tidspunkt er der heller ingen, der ved, at fundet skal kickstarte en af de mest bizarre efterforskninger i Sveriges historie.

Afsløret på TV: En rødhåret kvinde sidder i stuen hjemme hos sin søster. Kvinden hedder Concetta. Hendes datter Sarah har været forsvundet i over en måned. Nu sidder Concetta på landsdækkende TV og beder nationen om hjælp. Pludselig afbryder værten. Hun har nyt om sagen. Det, der sker efterfølgende, bliver et tragisk og berygtet øjeblik. Concetta får fortalt nyheden foran millioner af seere. Hendes datter er blevet fundet død; og den, der har dræbt hende ejer det hus, Concetta sidder i lige nu.

Det ender med mord: Da Dalia Dippolito en morgen kommer hjem fra fitness-centeret, bryder hendes verden sammen. Der er politibiler over alt, og huset er spærret af. En betjent fortæller, at hendes mand er blevet skudt. Dalia knækker fuldstændig sammen i gråd, da hun får beskeden.Men inderst inde er hun glad.Det her er den utrolige historie om et bizart plot, som blev breaking news i alle amerikanske medier.

Uden ansigt: Den sag, du skal høre om i dag, var et åbent sår i Taiwan igennem næsten et helt årti. Sagen begynder i 2002, hvor en tilfældig forbipasserende finder et forkullet lig. Liget er så vansiret af mishandling og brandskader, at det er umuligt at identificere, hvem den afdøde er. Først syv år senere bliver mordet endelig opklaret. Men IKKE takket været politiets indsats. Det er en bizar og fremmedartet sag der indeholder overtro, en datters mistanke og en flamboyant tv-clairvoyant.

Familiens hemmelighed: Her skal du høre en historie om en fransk familie der i årtier gemmer på en spektakulær hemmelighed. Historien trækker tråde tilbage til nazisternes besættelse af Frankrig og en begivenhed fra dengang, der mange år senere fører til flere bestialske mord I familien.

Omringet af ondskab: Dagens afsnit kommer med en sjælden advarsel. For det er en særlig ond sag, som har været svær at komme igennem. Men alligevel fortjener at blive fortalt. Den handler om en modig og ung pige på 15, der i sit korte liv er omringet af så meget ondskab, at man skulle tro det var løgn. Alligevel bevarer hun alt det gode i sig, og hjælper alle omkring sig. Hun kunne godt være hovedpersonen i et eventyr, men i modsætning til eventyr, ender den her historie desværre ikke godt..

Døden i Metroen: En tidlig morgen i Tokyos travle metro begynder en mand at hoste. Så en mere, og en mere og flere til. Deres øjne og næser løber og nogle har også kramper. Da toget standser kaster de sig ud på perronen. De er blevet angrebet med en af verdens mest dødbringende former for gift. Det bliver en dødbringende morgen, og en dag nationen aldrig glemmer.

Mord i søvne: En nat kommer en mand ind på en politistation. Han har blod på tøjet og virker rystet. Han siger han begået noget forfærdeligt. Men det var ikke med vilje, siger han. Han har gjort det i søvne.

En smertefulde affære: Samme dag som Elaine O’Hara udskrives fra et psykiatrisk hospital forsvinder hun sporløst. Alle tror, at hun har begået selvmord. Indtil året efter, hvor sandheden kommer frem på grund af et skifte i vejret.

Ønskeseddel for mord: På Tiktok er 16-årige Brianna en selvsikker transkønnet stjerne. I virkeligheden er hun en sårbar teenager, der har svært ved at forlade sit hjem. En dag, hvor hun for en sjælden gangs skyld alligevel har vovet sig ud, bliver hun få timer efter fundet i en park, myrdet. Hvem dræbte Brianna og hvorfor?

Iskoldt mord: En varm sommerdag i 2011 går en VVS-mand i en kælder i Wien. Han skal finde et rør, der er sprunget læk et sted, men i et af kælderrummene… er der låst af. Han får hjælp til at bryde døren ind. Rummet er næsten tomt. Det eneste, der står derinde, er to frysere… der stinker. To frysere, der gemmer på en hemmelighed.

En mand ser rødt: En mand taler i telefon med sin ven, Gary. Gary taler fra en mønttelefon i lufthavnen. Han lyder anderledes end han plejer. Distraheret. Gennem røret kan vennen høre flere stemmer i baggrunden. Og så pludselig, lyder der skud. Og så en masse råb. Gary er ikke længere i røret.Det vennen kun kan fornemme gennem telefonen, er lyden af et drab. Vennen er en af de få der ikke ser hvad der sker. Det bliver nemlig begået foran millioner af seere. På direkte tv.

Manden i mørket: Politiet har svært ved at tro deres egne ører. Overfor dem, i det lille forhørslokale, sidder en ung mand og fortæller dem en bizar historie. At hans kæreste på mystisk vis er forsvundet mens hun overnattede hos ham. Kidnappet midt om natten af flere mænd i frømandslignende våddragter der brød ind i huset mens de sov. Og at han selv blev bedøvet med sovemedicin som gør at han først næste dag kontakter politiet.Der går ikke længe før politiet får mistanke om at noget helt andet er sket. Det hele lyder som noget fra en film. Faktisk minder forløbet utroligt meget om plottet i en helt specifik film der på dette tidspunkt er meget omtalt i USA. Og det udvikler sig til en af de mest mærkværdige sager i nyere, amerikansk retshistorie. Med det ene tvist efter det andet…

Relateret indhold