Tegnsprogstolk: #KickieApitzsch

Afsnit 1: Op gennem 80’erne og 90’erne bliver der fundet adskillige døde kvinder i staten Washington. De første lig bliver fundet langs Green River, derefter flere andre steder i hele staten og endda ind i Portland, Oregon. Ikke alene er samtlige af disse kvinder blevet myrdet, men deres morder opsøger efterfølgende deres lig og misbruger dem seksuelt flere gange. Allerede tidligt i denne sag kommer politiet på sporet af en mand ved navn Gary Ridgway, som er blevet udpeget af en række vidner som værende Green River Killer. Politiet er dog ikke i stand til at foretage en arrestation før mange år efter, da man simpelthen ikke kan kæde manden sammen med de mange mord. The green river killer bliver først fanget mere end to årtier og mindst 49 ofre senere.
Afsnit 2: I denne anden del af serien om Gary Ridgway, “Flodmanden”, dykker vi dybere ned i hans opvækst og de tidlige tegn på voldelige og seksuelle afvigelser. Vi følger Gary gennem en ungdom præget af mobning, hævnfantasier og destruktive handlinger, som gradvist udvikler sig til farligere adfærd. Hans relationer med kvinder bliver stadigt mere komplekse og problematiske, og en voksende indre frustration fører til, at Gary står ved en skillevej. Denne episode tegner et uhyggeligt billede af, hvordan en af USA’s mest berygtede seriemordere tager sine første skridt mod en mørk og meget blodig fremtid.
Afsnit 3: I dette afsnit af serien om “Flodmanden” dykker vi ned i Gary Ridgways eskalerende seksuelle frustrationer og voldelige adfærd. Vi hører om flere skræmmende episoder, hvor kvinder som Nancy og Rebecca oplever Garys dobbelte personlighed – den venlige facade og det drabelige monster bag den. Nogle af disse kvinder slipper med livet i behold, men mange andre bliver ofre for Garys morderiske tendenser. Med flere drab på samvittigheden har Gary Ridgway efterhånden etableret sig som The Green River Killer, og hans brutale forbrydelser fortsætter med at terrorisere Seattle-området.
Afsnit 4: I denne fjerde del af serien om “Flodmanden” fortsætter vi med at udforske Gary Ridgways brutalitet som The Green River Killer, der jager og dræber prostituerede i Seattle-området. Vi ser nærmere på, hvad der driver seriemordere som Gary, og hvorfor de handler, som de gør. Gary udvikler en pervers fascination af sine ofre og fortsætter med at undgå politiets efterforskning, selvom taskforcen intensiverer jagten. Samtidig begynder Gary et nyt forhold med kvinden Judith, hvilket midlertidigt bremser hans drabelige hærgen. Så lyt med, når vi dykker endnu dybere ned i Garys liv og ondskab.
Afsnit 5: I denne femte og sidste del af serien om “Flodmanden”, når vi afslutningen på Gary Ridgways morderiske karriere som The Green River Killer. Efter at have dræbt mere end 40 kvinder undgår Gary i mange år at blive fanget, men i 2001 lykkes det endelig politiet at anholde ham ved hjælp af DNA-beviser. Vi følger hans anholdelse, retssag og tilståelse af 48 mord, som efterlader dybe spor hos ofrenes familier. Denne afsluttende episode samler trådene om en af USA’s mest berygtede seriemordere nogensinde.